Terrorisme og flygtningestrøm

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 1

Det er formentlig gået hen over hovedet på mange, at FN har en rapportør, der tager sig af forhold vedrørende terrorbekæmpelse og menneskerettigheder. Han hedder Ben Emmerson og har et korps af internationale eksperter i ryggen. I oktober 2016 kom han på FN’s generalforsamling i New York med en klar udmelding.

Emmerson fastslog, at en alt for restriktiv migrationspolitik, indført på baggrund af terror-frygt dels ikke er berettiget, dels kan være direkte skadelig for staters sikkerhed. Han understregede, at der ikke er nogen som helst evidens for, at et øget antal flygtninge fører til øget terrorisme. Derimod kan en restriktiv eller menneskerettigheds-krænkende flygtningepolitik bidrage til at skabe betingelser, der fremmer terrorisme. Ekspertgruppen kunne også fortælle, at forestillingen om, at terrorister udnytter flygtningestrømmen til at udøve terror, eller at flygtninge er mere sårbare overfor radikalisering end andre, er både analytisk og statistisk u-underbygget. FN’s ekspertgruppe konkluderede, at størsteparten af flygtningene selv er ofre for terrorisme, og ikke bør stigmatiseres som potentielle terrorister.

I Emmersons rapport kan man også læse, at en migrationspolitik der bygger pigtrådshegn, deltager i såkaldte push-back operationer og nægter at leve op til internationale forpligtelser overfor flygtninge, fører til øget menneskesmugling. I sidste ende kan det også medvirke til øget terrorisme. Konklusionen er klar: En politik der respekterer menneskerettigheder og retssikkerhed er væsentlige elementer i en effektiv anti-terrorisme politik.

Den flygtningekritiske højredrejning har vanskeligt ved at skelne mellem frygt og facts og synes ikke at kere sig om ekspertudsagn. Frygten for terror deler vi alle – på tværs af nationalitet, etnicitet og religion. Ingen kan bære tanken om, at vores kære en dag er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Overfor angst må man imidlertid bestræbe sig på ikke at handle i panik. Desværre er netop panik, mavefornemmelser og en hjemmebrygget fornemmelse for hævn og retfærdighed, fundamentet i megen politik. Regeringer haster lovgivning igennem uden at overveje langtidseffekten. Snarere end præventivt at styrke befolkningers sammenhold, synes de mest interesserede i at vise handlekraft. Vage, alt for brede eller upræcise tiltag bidrager ikke til at styrke sikkerheden, men truer derimod med at krænke menneskerettighederne og marginalisere minoriteter, der kan besidde vigtig viden, som kunne hjælpe med at begrænse ekstremisme.

Voldelige og antidemokratiske bestræbelser skal besvares med mere demokrati, mere åbenhed, mere sammenhold, mere frihed, mindre diskrimination, mere tolerance. Med hvert eneste modsatrettet tiltag, går vi terroristernes ærinde.

Man må skærpe definitionen af terrorisme for at bekæmpe den. Terrorisme er selvfølgelig ikke at dyrke sin tro. Det er ikke engang at være kritisk overfor demokratiet. Det er heller ikke enhver form for meningsløs, udadrettet, kriminel handling. Terrorisme er at have en kriminel intention om at forårsage død, lemlæstelse eller gidseltagning med den hensigt, at sprede rædsel og fremprovokere respons fra en stat eller en anden aktør. I forhold til det sidste, må man sige, terroristerne har succes.

Det er blevet mainstream at kalde rendyrket islamofobi og xenofobi for ”islamkritik” og dermed gør vi os både skyldige i fraværet af seriøs religionskritik og i legitimering af fremmedhad. Denne oppiskede stemning af frygt og modstand mod det fremmede er en giftig cocktail for demokratiet selv.

Det bør vække opsigt, når vores politikere underminerer demokratiet med love og udmeldinger, der skal begrænse bestemte gruppers frihedsrettigheder. Som ytringsfriheden for imamer, der for nylig er blevet indskrænket på baggrund af en TV2 dokumentar. Eller muslimske kvinders ret til at klæde sig, som de vil, som Nye Borgerlige og DF åbent stiller spørgsmålstegn ved med bombastiske udmeldinger om indskrænkelse af religionsfriheden for en bestemt minoritet. Og som Venstre i det vildeste udsalg af egne liberale idéer for nylig istemmede.

Det bør også i den grad vække opsigt, når vores politikere åbent synes at spekulere i overtrædelser af menneskerettighederne for bestemte grupper – typisk asylansøgere, flygtninge og mennesker med ikke-danske rødder. Eksemplerne er foruroligende mange, her blot et udvalg:

– Juni 2016: På trods af EU-domstolens underkendelse af samtlige danske regler om integrationsvurdering af børn, vælger regeringen at hastebehandle lovforslag om integrationsvurdering af børn, der søger familiesammenføring med forælder bosat i Danmark. Den danske advokat, der førte sagen for EU-domstolen, vurderede at reglerne har betydet, at 600 børn siden 2004 er blevet forhindret i at blive familiesammenført med deres forældre. Han udtalte efterfølgende, at lovpakken genindfører ”en administrativ praksis med systematiske afslag uden reel mulighed for domstolsprøvelse.” Han tilføjede ”Derfor er det ikke en retsstat værdigt.”

– November 2016: I 2012 fastslog Højesteret, at varigheden af tålt ophold ”må indgå i vurderingen af, om indgrebet i bevægelsesfriheden er uproportionalt.” De fastslog i samme dom, at en iransk mand, efter fem år med opholds- og meldepligt i Sandholmlejren skulle løslades. Efterfølgende var forventningen, at afgørelsen ville danne præcedens for mennesker på tålt ophold, som det almindeligvis vil ske ved en højesteretsdom. I stedet valgte regeringen at fremlægge forslag om at stramme forholdene for folk på tålt ophold yderligere. I sidste uge faldt endnu en dom i Højesteret – der atter fastslår at, der er sket krænkelse af menneskerettighederne ved (igen) uproportionalt at opretholde meldepligt for en mand på tålt ophold i årevis. Regeringen har erklæret at forholdene for mennesker på tålt ophold skal være så ”utålelige som muligt.” I praksis synes dette også at gælde ikke-kriminelle afviste asylansøgere, der ligeledes har melde- og opholdspligt.

– Muligheden for at begrænse domstolsprøvelsen af tilbageholdte asylansøgere til kun at være efter anmodning.

– Langvarig frihedsberøvelse af afviste ikke-kriminelle asylansøgere, der vurderes at være udsendingsparate. Frihedsberøvelsen sker under forhold, der tidligere er blevet skarpt kritiseret. De indsatte i Vridsløselille har f. eks ingen mulighed for at få at vide, hvor længe de skal være frihedsberøvede, de må ikke have mobiltelefon, kan modtage et opkald á 10 minutter en gang om ugen og må kun modtage ét ugentligt besøg. Der er for meget lukkethed og hemmelighedskræmmeri, og det er vanskeligt for frivillige såvel som pressen at få adgang.

– Beslutningen om at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal vente tre år, før de har mulighed for at søge familiesammenføring er i strid med menneskerettighederne. Regeringen er fuldt ud klar over, at det kan tage flere år at få en sag prøvet ved menneskerettighedsdomstolen og bruger det til egen fordel.

Integrationsydelsen vurderes af eksperter på området at være i strid med menneskerettighederne. En professor og ekspert i asylret, udtalte i Berlingske Tidende, at integrationsydelsen er ”… i strid med flygtningekonventionens artikel 23”

I 2016 var antallet af flygtninge over 65 millioner mennesker på verdensplan. Og selvom vores hjemlige integrationsminister udtrykker tilfredshed over at kunne lukke asylcentre, satte antallet af druknede på Middelhavet rekord i 2016. Den måde stater behandler (og politikere omtaler) flygtninge og ikke-vestlige indvandrere på, kan være en væsentlig markør for, hvordan det står til med retssikkerhed, menneskerettigheder, diskrimination og humanistiske værdier i det hele taget. At interessere sig for denne gruppe, handler naturligvis ikke om, hverken enøjethed eller manglende forståelse for, at flygtningedebatten også skygger for andre væsentlige problemstillinger. Det handler snarere om en bevidsthed om, at det ofte er i den måde, man behandler de mest udsatte og tavse grupper, det først begynder at skride, når et samfund bevæger sig i den forkerte retning. Giver man køb på grundlæggende værdier i forhold til en gruppe mennesker, som majoriteten hverken har særligt kendskab til eller nogen særlig interesse i at forsvare, skaber man et samfund delt i mennesker og andenrangs-mennesker. Og topper man omtalen og beskrivelsen af den marginaliserede gruppe med løgnehistorier, fordomme og symbolpolitik i stedet for at forholde sig til den viden, der findes på området, bliver det så alvorligt, at man med rette kan frygte, hvor det vil ende.

 

1 kommentar RSS

  1. Af Er mormor terrorist? | Hovedet koldt

    -

    […] Sådan lærer man børn hvad diskrimination er. Gad vide om verden virkelig bliver et sikrere sted på den måde? Der er ikke noget, der tyder på det. […]

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info