Find Folket

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Trump har sat Folket på dagsordenen. I indsættelsestalen lod han forstå, at Folket skal regere nationen. Magten skal tilbage til Folket. Øjeblikket tilhørte Folket. Trump har ikke opfundet retorikken, og han står ikke alene. Europas højrepartier synger med og i Deadlines line-up af danske Trump-tilhængere, roste Nye Borgerliges Pernille Vermund den amerikanske præsident for at være ’Folkets mand’.

At Trump virkelig skulle være Folkets mand er ikke bare en komisk selvmodsigelse hans ekstreme rigdom og eksorbitante livsstil taget i betragtning. Det er præcis den løgn, som populismen bygger på. Trump forbeholder sig ret til som den stærke leder først at definere Folket, siden at tale på dette folks vegne som om det omfatter alle, mens det i virkeligheden afgrænses af en smal forståelse af national identitet. Han påstår, han vil arbejde for hele folket, men modsiger sig selv med den ene ekskluderende udmelding efter den anden.

Fælles for populistiske partier er at de definerer sig selv som værende i opposition til en elite, at de hævder at repræsentere jævne folk, typisk orienterer sig efter en stærk leder og meget ofte er præget af nationalisme. De blomstrer typisk i tider med store sociale eller økonomiske forandringer, der medfører frygt for statustab eller økonomisk deroute blandt visse grupper.

Og det er netop i populismen, man skal finde forklaringen på, hvem Trump talte til ved sin indsættelse. Trumps Folk er ikke lig det folk, der er skrevet ind i den amerikanske forfatning. Populisternes folkelighed handler ikke om lighed og frihed. Folket udgør ikke nødvendigvis majoriteten af befolkningen og karakteriseres ved at lukke andre grupper ude. Selvom der næppe er tvivl om, at en del af rørelsen skyldes følelsen af social uretfærdighed, handler opstanden ikke om sociale reformer, der skal løfte bunden og skabe ligestilling på trods af etnicitet, race, orientering og køn. Folket er ikke solidariske med andre uretfærdigt behandlede. Det er en nationalistisk flok, der nærer dyb skepsis eller ligefrem had til dem, der ikke ligner dem selv.

Ifølge en meningsmåling foretaget blandt 16.000 amerikanere, er Trumps støtter mere tilbøjelige end andre til at beskrive afroamerikanere som kriminelle, uintelligente og voldelige. Næsten fyrre procent af hans støtter beskrev sorte amerikanere som mere dovne end andre. Kun seksogtredive procent af hans tilhængere foretrækker ifølge samme meningsmåling at bo i et område præget af kulturel diversitet. Interessant i et land, der er bygget af migranter.

Trump og de europæiske højrepopulister er dybt reaktionære. Deres tilhængere er angste for fremtiden. Deres ledere lover fremgang, men ønsker at vende verden ryggen og koncentrere sig om et nationalt status quo, som i virkeligheden er en saga blot. Folket deler en skepsis overfor etablerede medier, som deres bannerførere udnytter. Stoler man blindt på lederen, må man tage hans ord for gode varer. Kildekritik findes ikke i en kampzone.

For at gøre selvmodsigelsen komplet er virkelighedens elite stadigvæk først og fremmest den hvide mand. Hvide mænd har flest privilegier, mest magt og ejer størstedelen af klodens rigdomme. Pudsigt nok er det også den hvide mand, der er rygraden i det Folk, som Trump taler om. Fænomenet afspejles i vælgersammensætningen. De fleste af Trumps vælgere er over 45 år. Treoghalvtreds procent af mændene stemte på Trump mod kun toogfyrre procent af kvinderne. Otte procent af de sorte stemte på Trump, under tredive procent af folk med henholdsvis asiatisk og latinamarikansk oprindelse. Og stik imod den populære forestilling, stemte treoghalvtreds procent af dem, der tjener mindre end 30.000 dollars om året på Clinton. Det samme gjorde sig gældende for dem med marginalt højere indtægt.

Lavinen har taget fart med Trump ved roret. Os der vil noget andet må gå nye veje på tværs af politiske skel. Der er ingen automatstøtte fra de traditionelle oppositionspartier. Selv en erklæret antikapitalistisk politiker kan sagtens ligge søvnløs og tænke på hvilke værdipolitiske kompromiser, der sikrer den største bid af kagen. Populismen er ikke reserveret højrefløjen. En ting er sikkert: Græsrødderne må have næring – kvindebevægelsen, klimabevægelsen, menneskerettighedsbevægelserne, flygtningebevægelser, black lives matter-bevægelsen og fredsbevægelserne er vigtigere end længe. De har vist deres styrke før, lad os sætte vores lid til, at de kan gøre det igen.

 

 

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info