Danskhedens gud

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 1

Tirsdag fremsatte regeringspartierne og DF et forslag til vedtagelse i Folketinget, der løftede diskrimination og fordomme til et nyt symbolpolitisk niveau. Forslaget lød sådan her (min fremhævelse):

Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af efterkommere og indvandrere fra ikke-vestlige lande er over 50 %. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

I går blev forslaget vedtaget. Her kan man se, hvem der stemte for og imod. En vedtagetekst har ingen juridisk betydning, men er blot en holdningstilkendegivelse fra et flertal i Folketinget. Alligevel er det forfærdelig naivt, hvis man undervurderer effekten af den symbolske lussing, der uddeles ved at dele danskere op i dem og os. De rigtige danskere og de mindre rigtige danskere. De ønskede og de uønskede (i hvert fald i Brøndby Strand).

Statsborgerskab er ikke længere nok. Job, uddannelse, vennekreds er ikke nok. Ingenting er nok for dem, der knæler foran Danskhedens selvopfundne gud. Den gud, der er skabt i deres eget smålige billede.

Baggrunden for det hele er et spørgsmål fra Martin Henriksen (DF) om beboersammensætningen i Brøndby Strand. Og mens det er let at se, hvordan det passer som fod i hose med DF’s politik, må det alligevel undre, hvordan andre partier finder tankegangen i overensstemmelse med de liberale værdier, de påstår at hylde. Det kunne være spændende at få en forklaring på fra f. eks LA.

Hvordan man skal skelne mellem dem, der er danskere og dem der er lidt mindre danskere står hen i det uvisse. Stamtræ eller blodprøve? Test eller formodning? Spørgeskema eller dommerpanel? Forespørgselsdebatten gjorde det ikke mindre mystisk.

Her sagde Naser Khader (K) sagde blandt andet:

”…hvis man ser på tallene og ser på nationaliteten, er der formelt mange, der bor i Brøndby Strand, som er danske statsborgere, men om de reelt og identitetsmæssigt selv definerer sig som danskere, er meget individuelt. Der er nogle, som det er enormt svært at presse danskhed ned over hovedet på, og der er nogle, der vælger at have loyalitet i forhold til andre nationer, selv om de er født og opvokset i Danmark, har gået i dansk skole og har dansk pas. Det, at man har et pas og papir på, at man er dansker, er ikke i alle tilfælde ensbetydende med, at man selv definerer sig som dansker. Men hvis man selv definerer sig som dansker og føler sig som en del af det her samfund, skal man selvfølgelig inkluderes.”

Ud over det er noget rodet fjumseri, undgår Khader også at forholde sig til virkeligheden. Flere store medborgerskabsundersøgelser, viser nemlig, at det kun er 16% af folk med indvandrerbaggrund, der ikke føler sig danske. 22 % føler sig helt danske og 47 % føler sig ‘danske med indvandrerbaggrund’.

Hvor svært kan det være at forstå, at ingen problemer løses ved at få en gruppe borgere, der lever almindelige liv og bidrager til samfundet til at føle sig som andenrangsborgere? Hvor svært kan det være at forstå, at politikere bør repræsentere alle borgere I landet og ikke undergrave vores samfunds værdier ved aktivt at skabe splittelse i samfundet? Hvor svært kan det være at forstå, at man kan være helt rigtig dansker på mange måder?

Mange almindelige danskere ved det jo godt, for vi lever med det hver dag: Disse ‘andre’ er én selv, venner, familiemedlemmer, kærester, ægtefæller, pædagoger, lærere, elever, dagplejemødre, købmænd, læger, tandlæger, medstuderende, skolekammerater, kollegaer. De er os og vi er dem: Danskere i mange farver, der bidrager til samfundet og deler land og rettigheder.

Danskhedsdebatten er ikke længere skinger, den er blevet til en hyletone, der overdøver vigtigere emner og driver os til vanvid. FN’s specialrapportør for religions- og trosfrihed er heller ikke imponeret. I en ny rapport anbefaler han på baggrund af sin undersøgelse af danske forhold, at regeringen går foran i forsøget på at skabe en mere “inkluderende forståelse af dansk identitet” med et utvetydigt signal om at alle – uanset religion – kan føle sig hjemme I Danmark.

Skulle vi så ikke se at komme videre i teksten og ind i 2017? Kan vi snart begynde at tale om virkelige problemer – om regeringens gradvise afvikling af velfærdssamfundet, om forringelser af uddannelser, sundhedsvæsen, ældreplejen, børneinsititutioner? Om mennesker der ryger gennem det sociale sikkerhedsnets stadig større masker? Om klimaet der får lov til at sejle sin egen sø? Om fattigdom? Om hadforbrydelser og diskrimination? Om manglen på praktikpladser, om skævheden i uddannelsessystemet, om at der stadig finds unge mennesker, der ikke får den skolegang og undervisning, de har krav på? Om at der endnu ikke er ligeløn og at mænd ikke tager barsel? Om at der stadig findes børn, der bliver udsat for vold i danske hjem? Om udsultningen af psykiatrien? Om hjemløse? Om mørklægning af politiske sager med offentlighedens interesse? Om virkningsløse bandepakker og staf uden forebyggelse og resocialisering? Om Danmarks forhold til udlandet? Om krige og konfliktløsning? Om verden, ansvarlighed og globalisering? Om hvilke værdier vi for alvor vil have skal udgøre vores fundament, om muligheden for at få fingrene ud af egen danske navle og se tingene i et større perspektiv?

 

1 kommentar RSS

  1. Af Trump’s islamofobi spreder sig til Europa – Og stopper ikke med indvandringen! – Holmskjold

    -

    […] Læs hele indlægget her […]

Kommentarer er lukket.