Kristendommen som gidsel

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

DF og partierne længere mod højre konkurrerer hver uge om at tiltrække sig opmærksomhed. Pressen honorerer bestræbelserne med slagkraftige overskrifter, kun sjældent falder det nogen ind at spørge, hvad der blev af dyrevelfærden, de fattige, de gamle og partiets øvrige, kuldsejlede mærkesager.

I denne uge gjorde Martin Henriksen sig bemærket ved at sige, at alle bør gå i kirke og deltage i de kristne højtider for at kunne kalde sig danske. Om end det er at gå en kende til yderligheder, ligger forslaget vel fint i forlængelse af regeringens grundidé. I 2015 vakte det opsigt, at det blev indføjet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. At gøre kristendommen politisk var en cadeau til de nationalkonservative og et hak i tuden til moderne bestræbelser på at adskille politik og religion.

Det er temmelig svært, at finde kristne værdier i den førte politik og i DFs retorik. I kontanthjælpsreformer og fattigdomsydelser er der intet ekko af Det Nye Testamentes ord fra Romerbrevet:

Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde. (NT, Romerbrevet 14:13).

I måden hvorpå flygtninge omtales, er det hverken næstekærlighed eller Tredje Mosebogs påbud om, hvordan man skal behandle fremmede, der falder i øjnene:

Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. (GT, 3. Mosebog 19:34).

Når regeringen taler om kristendom, og Martin Henriksen vil have alle i kirke, handler det nemlig overhovedet ikke om tro eller et særligt kristent budskab. Og selvom det er rigtigt, at kristendommen kom til Danmark for mere end tusinde år siden og at 78 % af danskerne er medlem af folkekirken, er et regeringsgrundlag hverken en historielektion eller en pamflet fra Danmarks Statistik. At skrive noget ind i et regeringsgrundlag er at gøre det politisk. Og i denne henseende handler det kristne kun om at afgrænse et fællesskab og lave en lukket klub. Oplysningstidens idealer kunne let have leveret skyts til et solidt demokratisk regeringsgrundlag på egen hånd, men sådan ønskede regeringen det ikke. Når Martin Henriksen siger som han gør, justerer han i virkeligheden bare låsen til klubhuset.

Regeringens og Martin Henriksens fælder en værdidom, og selvom der ikke er noget odiøst i, at enhver troende foretrækker sin egen tro, er det foruroligende at tage en verdensreligion som gidsel og spænde den for egen politiske vogn. Kristendommen bliver gjort til identitetsmarkør for de ”rigtigt danske.” Danskfødte ateister er ikke lukket ude, for det handler som sagt ikke om tro, men om historisk arv og det nationale og kulturelle fællesskab, som det er let at sige, man vil melde sig ud af, når man ved man altid har en stående invitation alene på baggrund af sit stamtræ. Det handler udelukkende om grænsedragning og rummer en marginalisering af mennesker, der har en anden tro.

Det ville være skønt, hvis kristendommen ikke skulle tages til gidsel af nationalisme, fordomme og diskrimination. For os der tror og for alle andre. Læste man kun mainstream-aviser og så man kun nyheder, debatten og Deadline skulle man tro, at de eneste repræsentanter for kristendom i Danmark var Sørine Gotfredsen, Marie Høgh og Iben Thranholm. Ekstreme holdninger sælger, og vi andre bliver lidt fattigere hver gang. De mørke præster svinger deres egen udlægning af kristendommen som idelogisk pisk. Og selvom man formentlig risikerer en solid omgang teolog-spanking fra disse dystre damer for at udtale sig om kristendommen, behøver man faktisk ikke at være teolog for at forholde sig fornuftigt til sin egen tro. Man behøver ikke blande religion og politik, man behøver ikke tage for gode varer, at bestræbelser på at gøre det gode er suspekte, at ens næste kun er den blege nabo, at indvandring betyder åndelig forrådnelse eller at kristendommen har patent på lighed og frihed eller på nogen måde er garant for et værdigt samfund. Det er rent ud sagt noget vrøvl.

De tre abrahamitiske religioner – jødedommen, kristendommen og islam – udgår fra samme familie. Taler man nedsættende om den enes skrifter, falder det tilbage på de andre. Ingen verdensomspændende religion kan reduceres til et nationalt forankret fænomen. Tro rækker langt ud over nationalitet. Tro er et personligt anliggende, der ikke fritager nogen for at tænke sig om og træffe respektfulde valg. På samme måde er tro ikke garant for noget som helst, ligesom troende naturligvis ikke opfører sig bedre end andre. Et moderne og oplyst demokrati gør klogt i at tage udgangspunkt i universelle værdier, der forener på tværs, når samfundets grundlæggende spilleregler skal etableres.

Og spilleregler har mennesker i sandhed brug for i deres omgang med hinanden. Had, vrede og krigeriske tendenser følger samme skabelon på tværs af tid, overbevisning og kultur. I centrum for hadet er udnævnelsen af en syndebuk, en anden, en mindreværdig der gøres til genstand for dæmonisering. Det kan ske både med og uden religionen i hånden.

PS

At påstå at verden ville være bedre og fredeligere uden religion er lige så naivt, som det er at påstå, at vold aldrig har noget med religion at gøre. I Encyclopedia of Wars undersøger Charles Phillips og Alan Axelrod 1763 forskellige krige. De konkluderer, at mindre end 10 procent af dem involverede religion. En senere BBC undersøgelse viste, at religion spillede en rolle i 40 procent af konflikter, men i langt de fleste tilfælde kun en lille rolle. I øjeblikket har blandt andet paven vist forstået faren ved dehumaniseringen bedre end mange af vores politiske ledere.

Kommentarer er lukket.