Afvist far

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Min ven Khoshnaw er født i Irak. Hans far var engang general i den irakiske hær. Familien blev drevet på flugt, da de efterfølgende modtog dødstrusler fra terror-organisationer. Da Khoshnaws navn flere gange blev nævnt i trusselsbrevene, valgte han at flygte langt væk.

For syv år siden kom han til Danmark. Dengang var han sytten år. Han lærte dansk i en fart og var dygtig i skolen. Han følte sig tryg og fri her. Han drømte om at blive elektriker, få et arbejde i en fart og bidrage til samfundet.

Khoshnaw taler fem sprog. Hver gang han har været i praktik, har han fået tilbudt arbejde bagefter. Hver gang var han nødt til at sige nej. Så længe man er asylansøger og ikke har fået asyl, må man ikke arbejde. De sagde, han bare skulle komme tilbage, når han var klar.

For tre år siden blev han kæreste med Christina i Birkerød. På Valentinesday oven i købet. I juni 2015 blev de gift i Hørsholm Kirke, de er begge kristne. Nu venter de deres første barn i slutningen af marts. Scanningsbillederne viser en fin og perfekt lille dreng. Hans forældre glæder sig til at møde ham, utålmodigheden vokser i takt med maven.

Når man ser dem sammen, ligner de alle mulige andre unge par. Måske lidt mere forelskede end de fleste. Helt sikkert mere tyngede.

Som andre vordende forældre går de op i ventetiden og forberedelserne. Indkøb af tøj i småbitte størrelser, et puslebord der skal samles. Maven der vokser, jordemoderbesøg og scanninger der er lige spændende hver gang, lyden af babyhjertets lille fiskekutter. Alt det nye, alle spørgsmålene, ængstelsen og glæden.

Desværre er Christina nødt til at gøre det meste selv. Khoshnaw har nemlig fået afslag på asyl og er blevet flyttet til Kærshovedgaard Udrejsecenter ved Ikast. Flere hundrede kilometer fra sin gravide kone, sin svigerfamilie og sine venner. Uden en krone på lommen og uden noget meningsfuldt at tage sig til. Dér bor afviste asylansøgere, kriminelle udvisningsdømte og mennesker på tålt ophold. Khoshnaw forsøger at holde humøret oppe. Han hjælper de andre med at tolke, han har bygget en smuk lille seng til sin søn. Hvidmalet med udskårne stjerner.

Khoshnaw har aldrig gjort noget kriminelt. Myndighederne mener fint, han kan rejse til Irak. At han har en kone og et barn i Danmark tæller ikke. Selv er han sikker på, han bliver slået ihjel i Irak. Og eftersom de danske myndigheder fraråder danske statsborgere at rejse dertil, kommer han i så fald heller ikke til at se sin søn eller Christina igen. Iøvrigt er Irak verdens andet farligste land at være kristen i.

Derfor vil han ikke rejse. Og når han ikke rejser frivilligt, vil Irak ikke tage imod ham. Derfor er der to muligheder: Han kan vælge at tilbringe et liv på et udrejsecenter uden mulighed for at uddanne sig eller arbejde. Eller han kan vælge at sætte livet på spil og aldrig lære sin søn at kende.

De fleste vil have let ved at forstå, at det er en umulig og stressende situation for to unge, der elsker hinanden. Af og til er der nogen, der siger, Christina skulle have ladet være med at blive gravid. Men tilværelsen er ikke et regneark, kærligheden og viljen til livet er stærk. Khoshnaw og Christina nægter at lade livet gå i stå, de vil have lov til at drømme og leve som andre unge mennesker gør. For de to er der ikke noget mere meningsfuldt end deres kærlighedsbarn.

For lidt over en måned siden skrev Christina et åbent brev til Inger Støjberg. Hun har ikke svaret. For en lille måned siden skrev Christina til Udlændingestyrelsen. Hun spurgte, om de ikke vil gøre en undtagelse og sørge for, at Khoshnaw får mulighed for at være med til fødslen. De vil selvfølgelig gerne begge være til stede, når deres søn kommer til verden. Og Christina har brug for sin mand for at føle sig tryg. Hun spurgte også, om de vil give tilladelse til, at han bliver hos hende de første par uger. Så de i fjorten dage kan være en helt almindelig nybagt familie.

Beboerne på Kærshovedgaard skal nemlig søge om tilladelse til at forlade stedet 5 dage i forvejen. Og de må ikke være borte i mere end to døgn, to gange om måneden. Det er egentlig mærkeligt, da de ikke har gjort noget som helst kriminelt, og vel ikke bør være frihedsberøvede. Egentlig var det vist heller ikke de afviste, som Inger Støjberg ville straffe ved at gøre livet så utåleligt som muligt. Men på Kærshovedgaard er alle i samme båd.

Udlændingestyrelsen har ikke svaret endnu. Christina og Khoshnaw håber selvfølgelig, de siger ja. Ingen ved hvor længe de får lov til at være en familie. Man skulle ikke mene, det burde være så svært at se fornuften i at give den tilladelse. Jeg tror ikke, der er nogen styrelse i Danmark, der er så dårlige til at overholde egne servicemål som Udlændingestyrelsen. At svare på selv banale henvendelser kan tage måneder. Lad os håbe de får lidt fart på og viser et menneskeligt ansigt denne gang.

Kommentarer er lukket.