Besparelser koster liv

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Gode, gratis hospitaler og ordentlig forebyggende indsats. Det er en del af de fleste danskeres forestilling om en velfungerende velfærdsstat. Virkeligheden ser imidlertid anderledes ud. Af og til advarer nogen om, at det er et spørgsmål om tid, før besparelser koster liv. Men det er ikke blot et fremtidigt skrækscenarie. Det sker allerede, og blev andre patientgrupper udsat for samme behandling, ville det vække ramaskrig. Men de hårdest ramte er samtidig dem med de mest tabuiserede og komplekse lidelser. Patienterne, de pårørende og sundhedspersonalet ved det godt: Udsultningen af psykiatrien betyder allerede tab af menneskeliv.

I slutningen af december 2016 kunne Risskov AUH melde, at antallet af selvmord blandt patienter var steget fra 4 til 10 indenfor det seneste år. Også antallet af trusler eller overfald på personalet steg voldsomt. Formanden for dansk sygeplejeråd udtalte, at dårlige bemandinger koster liv. Antallet af retspsykiatriske patienter stiger. Normeringerne er så pressede, at patienter udskrives før tid og at patienter, der hører til på lukkede afdelinger indlægges på åbne.

Psykiatrien har fået tilført penge med den ene hånd, mens der er foretaget besparelser med den anden. Uanset hvordan man vender og drejer det, slår midlerne ikke til.

For et år siden hjalp jeg en ven med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Mangelfuld behandling havde ført til en deroute af dimensioner: Fra et liv med fuldtidsjob og familie havde han mistet alt. Efter at have været indlagt og i behandling for depression én gang, var han blevet udskrevet uden særligt tilbud om opfølgning. Kort tid efter lå han atter på sofaen ude af stand til at tage initiativ til andet end at skrive en facebook-opdatering om sin afmagt. Elendig og plaget opsøgte han på utallige opfordringer afdelingen igen, kun for at få den besked, at de vurderede, at hans problemer var af social karakter – han var nemlig blevet hjemløs i mellemtiden. En måned senere var han så syg, at han ikke kunne tænke på andet, end hvordan han skulle tage sit eget liv. Ved indlæggelsessamtalen i det lille samtalerum, hvor møblerne er boltet fast til gulvet, lykkedes det lægen at få ham til at fortælle om alle de måder, han havde overvejet at gøre en ende på et sin smerte. Han blev endelig indlagt, behandlet og udskrevet – igen uden opfølgning.

Før jul hjalp min veninde en ung pige med at komme af sted. Efter få dage fik hun at vide af dagens overlæge, at hun skulle udskrives. Hun svarede, at hun var sikker på, hun ville tage sit eget liv. Han svarede, at så måtte det jo være sådan. Hun blev udskrevet. Og indlagt senere samme dag af en anden læge.

Fortsætter det, er alle psykiatriske afdelinger snart reduceret til opbevaring af mennesker, der er til fare for sig selv. Og under særligt pressede omstændigheder kun til opbevaring af dem, der er til fare for andre. De fleste psykiatriske patienter er voldsomt plagede, men ikke farlige for andre. Er man til gengæld voldsomt psykotisk og paranoid, kan det gå helt galt – ulykkelige tilfælde af drab, der kunne have været undgået, har vi alle hørt om. Tvang og overmedicinering er stadigvæk et problem. Mennesker der bør have ro og tid til at komme på fode bliver mere syge, pressede og ikke sjældent invaliderede af et system, der dels er ved at kollapse, dels ikke får råderum til at tænke den mindste smule visionært.

Udenfor afdelingen står ydmygelserne i kø. Vejen fra sygedagpenge i A-kassen til kontanthjælp i Kafka-land er ganske kort. Ingen tror de rammes af psykisk sygdom. Sandheden er, at nogen gør. At psykiske lidelser i et oplyst og moderne samfund stadigvæk er tabuiserede er svært at begribe. At man ikke tager lidelserne alvorligt nok til at forstå, at de uden tilstrækkelig hjælp, støtte og behandling kan være invaliderende eller livsfarlige er grotesk. At man ikke bedre formår at differentiere mellem forskellige psykiatriske patienttypers behov og sygdommenes yderst forskellige karakter, gør det bestemt ikke bedre. Introverte, lammede og depressive patienter dør om dør med udadreagerende, voldsomme patienter bidrager hverken til indsigt i egen lidelse eller hurtig bedring. Et grundigt eftersyn af psykiatriens behandlingsmetoder og medicineringspraksis vil være på sin plads, men det forekommer at være ren utopi.

Det er tragisk, at mennesker tabes på gulvet. Selv hvis man tager de iskolde briller på, er det tåbeligt. Ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede psykiske sygdomme er årsag til arbejdsløshed, pensioner og mange, mange timers tabt arbejdsfortjeneste. Det kan gøres bedre. Det er den manglende vilje, der er problemet.

 

Kommentarer er lukket.