Kage-Inger

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Inger Støjberg smiler over hele ansigtet. Rødkindet og lykkelig. Gennem vinduerne i baggrunden kan man skimte småsprossede vinduer, det ligner Christiansborg i forårssol. I de hvidmalede karme står lyserøde orkidéer i lyse keramikskjulere, én i hvert vindue. Der er orden i sagerne, ikke antydningen af rod. Sisaltæppe og Wegeners Y-stole om bordet. Og så er der lagkagen. Den gør åbenbart ministeren stjerneglad. Hun holder den stolt frem mod fotografen som et trofæ. Den ser tung og dyr og dansk ud. Frugt og flødeskum. Marcipan og chokolade. Dannebrog og et lille skilt med tallet halvtreds.

Billedet er lagt på facebook for fem timer siden. Lige omkring fyraften for mange mennesker. Teksten der ledsager billedet er: I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres!

Jeg måtte klikke væk flere gange for at få luft. Jeg klikkede tilbage for at være sikker på, jeg havde set rigtigt. At det ikke var en usmagelig joke. Jeg ville tjekke, om en eller anden rådgiver med blot rudimentær omtanke eller empati havde bedt hende om at fjerne billedet igen. Som et godt råd fra én strammer til en anden. Kagebilledet ligger der endnu hver gang jeg kigger. Som en skamplet på størrelse med Christiansborg.

At stå på mål for den politik, man fører er én ting. At være så ideologisk forstyrret at man jubler over en lovgivning, som i sidste ende kan betyde døden for de mennesker, det går ud over, er brutalt. Det er et nyt lavpunkt i dansk politik. Det virker afstumpet. Der hvor jeg kommer fra ville man måske sige, at det var et tegn på virkelig dårlig opdragelse, at man ikke kan finde ud af at fare med lempe.

Det her er Danmarks integrationsminister, det er Kage-Inger. Billedet står og flimrer som et tragisk symbol på en minister og en regering, der enten har glemt eller er ligeglad med, at deres politik rammer mennesker. At det er menneskeliv de forvalter med deres stramninger. På et land, der har solgt ud i en rus af umenneskelighed.

Ministeren fejrer med kage. Jeg håber, hun husker at sende et stykke til dem, der venter på familiesammenføring i krigszoner, til dem der ikke kan sove om natten af angst for deres børn og ægtefællers liv, til de afviste på Kærshovedgaard, der hverken kan rejse eller få en tålelig tilværelse her, til den hjertesyge afghaner i Kabul, til ham der blev såret i et bombeangreb dagen efter han blev sendte ud af Danmark. Og til den lille ødelagte familie i Kongelunden, der skulle bankes op klokken 4 om morgenen, iføres bodycuff så de ikke kunne tage sig af deres datter på flyveturen – de blev sendt retur til Amager fra Kabul. Mon ikke de også kan bruge et stykke kage? Nå, ja og den unge mand, der gemmer sig i en kælder i Iran efter han blev sendt ud af Danmark sammen med sin 16-årige lillebror, der desværre døde i Kabul kort efter ankomsten. Eller hvad med den gravide danske kvinde, der ikke kan få at vide om hendes mand kan være med til fødslen af deres fælles barn, fordi han bor på Kærshovedgaard – de skal da også have kage, ikke? Kage og hornmusik, Inger. Eller hvad med de fattige flygtninge på integrationsydelse, de skal da fedes lidt op, ikke? Når de ikke kan spise brød, kan de vel æde kage. Eller hvad med min ven, der kæmpede for demokrati i sit hjemland og kom hertil, da kampen viste sig forgæves. Fordi han havde hørt, at Danmark var et land, hvor menneskerettighederne blev sat højt og hvor mennesker har lige muligheder. Send et stykke til ham også. Så glemmer han sikkert fængslet og torturen og de døde familiemedlemmer, hvis grave han selv måtte grave. Send et stykke til ham i frokostpausen på hans danske arbejdsplads. Og send også et stykke til det hospital i Tyrkiet, hvor min venindes søn venter på at blive forenet med sin mor i Danmark. Han var spærret inde i Aleppo, han er såret og skriger om angst om natten. Stik et stykke kage i kæften på ham også. Og i ørerne på hans mor, der kan høre det på mange tusinde kilometers afstand. Del nu ud af din kage, Inger Støjberg. Ikke være nærig, ikke være så grisk, som en ni-årig pige fra Syrien.

Kommentarer er lukket.