At vente på livet

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Jeg har en veninde fra Aleppo. I sin hjemby underviste hun i musik, fransk og matematik. Hun har tre sønner. Hendes mand var ingeniør, men forsvandt på vej til arbejde i 2012 og blev et af krigens talrige ofre. Min veninde flygtede til Danmark. Alle ved hvor farlig flugten er, og hun turde ikke tage sine børn med. Da hun fik asyl, søgte hun om familiesammenføring.

Der er skrevet meget om Udlændingestyrelsens urimelig lange ventetider. Deres rod og sjusk og inkonsekvente afgørelser. For nylig kom det frem, at ventetiden på familiesammenføring nu er oppe på 437 dage. Det er mere end ét år. Læg dertil flugten og ventetiden i asylcenteret for at få et realistisk billede af, hvor lang tid familier kommer til at være skilt fra hinanden. Det er svært at finde fodfæste og koncentrere sig om sprogskole og job i et nyt land, når ens nærmeste er i fare og man selv er magtesløs. Så er krigen ikke forbi, så er sikkerhed ikke en realitet.

Udlændingestyrelsen afgjorde, at min venindes sønner kan komme til Danmark. To af dem er her nu, den mellemste nåede ikke ud af Aleppo, før byen blev belejret. I månedsvis hørte hun ingenting fra ham. Hun vidste, han var syg og måske såret. Når de endelig havde kontakt, ville han ikke sende billeder af sig selv til sin mor for ikke at gøre hende endnu mere ked af det.

Mens han var spærret inde i Aleppo udløb hans visum. Min veninde gik flere gange til Udlændingestyrelsen for at fortælle dem, at han ikke kunne komme ud. Desværre glemte de at notere det. Det sker forbløffende ofte i Udlændingestyrelsen. Så Mayas visum udløb, mens hans mor ikke vidste, om han var død eller levende.

Efter folkedrabet i Aleppo skrev min veninde pludselig: Min søn lever. Mayas var blevet fundet, evakueret og bragt i sikkerhed i Tyrkiet. Han er lige fyldt 18 år. Han har ikke set sin mor i flere år. Han har bevidnet grusomheder, som intet menneske bør opleve. Og hans visum er udløbet.

Udlændingestyrelsen kunne have forlænget det, hvis de havde noteret de løbende henvendelser fra hans mor. Det gjorde de ikke. Det gode er, at det ikke behøver tage så lang tid at lave et nyt. De skulle bare have dokumentation for, at han er syg og har været spærret inde i Aleppo. Det fik de for over en måned siden. Selvom de allerede har ventet så længe, er en måned urimelig lang tid at vente for en ung mand, der er alene i en by, han ikke kender. Der er bange og syg og mærket af sine oplevelser. Og det er en evighed at vente for en mor.

Jeg var med min veninde hos juristen forleden. De har ringet og skrevet og rykket flere gange, men får bare besked på at vente, vente, vente. Vi forsøger at tale håbet og modet op. Det virker ikke særlig godt. Min veninde bliver mindre og mindre, hun græder meget. Krigen er ikke hørt op endnu. For hende føles sikkerhed endnu ikke som sikkerhed.

Så for at sige det kort: Kære sagsbehandlere i Udlændingestyrelsen – vil I ikke godt se at få fingeren ud?

Kommentarer er lukket.