Historien om historien

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Der er nogen, der meget gerne vil skyde mig i skoene, at jeg er fortaler for at skrive historien om, fordi jeg påpeger, at det er muligt at formidle historisk viden på forskellige måder og med forskellige indfaldsvinkler. Nogen hypper deres egen anti-feministiske kartoffel, andre tror, jeg taler om noget helt andet og nogle tredje er bare uenige.

Forskelle i historie-formidling er der ellers ikke noget nyt i. Marxistisk historieforståelse har f.eks lagt grunden for meget af den histoire-undervisning, skoleelever er blevet præsenteret for gennem 70’erne og 80’erne.

Jeg skiftede selv skole i 7. klasse. Fra Rungsted Private Realskole, hvor vi efter Mr. Strangeways (det hed han virkelig) instruks tegnede kort over Danmark til Ejderen og lærte kongerækken forfra og bagfra til en kommuneskole i Nordsjælland. Privatskolen var en tidslomme – træskostøvler var bandlyst, vi rejste os op, når læreren kom ind, sagde Hr og Fru, lærte en masse og fik stadigvæk lussinger og det, der var værre, når der var uro i klassen.

I den første historietime på min nye skole så vi en tegnefilm, med en mus som fortæller. Den handlede om den ulige fordeling af verdens goder og om eftervirkningen af kolonialiseringen af Afrika. Det gjorde stort indtryk på mig, det var ganske enkelt en chokerende oplevelse efter 8 år på privatskole.

Selv i min unge alder fangede jeg det godt: At verden er bygget op af historier om historien. At det er vanskeligt at sætte objektive fund ind i en større kontekst uden på ene eller anden måde, at forholde sig til det sted de formidles fra og den sammenhæng de sættes ind i.

Lige for tiden er jeg ved at skrive en roman, og min research bringer mig vidt omkring. For nylig læste jeg f.eks om lægevidenskaben i Storbritannien i det 19. århundrede. Man kan få meget at vide ved at læse om forskning, sygdomsopfattelse og landvindinger. Men man kan i sandhed også få meget – og endnu mere – at vide ved at læse om de første kvindelige læger.

De kæmpede en absurd kamp for at først at få adgang til universiteterne, siden til at aflægge eksamen. På Edinburgh universitet lykkedes det i 1869 den stålsatte Sophia Jex-Blake at samle syv kvinder, der gerne ville være læger. Det betød at universitetet ikke kunne undslå sig at optage dem. Det vakte stor opstandelse og modstand hos mandlige studerende. Da kvinderne skulle til anatomi-eksamen i november 1870 havde 200 mænd samlet sig foran lokalet – de råbte skældsord og smed mudder og affald på kvinderne.

Da de skulle til afsluttende eksamen var de nødt til at rejse til universiteter i udlandet, der var lidt længere fremme i skoene.

Argumenterne mod kvindlige læger var mangfoldige: Kvinder var sarte, skulle ikke se sygdommes hæslighed, var mindre intelligente, moralsk underlegne osv osv. Argumenterne for var bl.a at kvinder var lige så intelligente som mænd, burde have selvbestemmelse, var mere omsorgsfuld og bedre til at vejlede kvinder i intime anliggender.

Ved – også – at interessere sig for kvinderne før de fik indflydelse på medicinske landvindinger, får man megen nyttig information om samfundsforhold, menneskesyn, forskelle på lande, magtstrukturer, kultur og mentalitet. Man får også noget at vide om sociale skel (det kostede mange penge at studere, en ugift kvindes far skulle give hende tilladelse til at tjene penge) og om forhold vedrørende hudfarve og etnicitet (i slutningen af det 19. århundrede blev enkelte indiske kvinder optaget på stipendier på medicinstudiet i London, men farvede kvinder blev i udbredt grad slet ikke regnet for noget). Og man får også lidt af forklaringen på, at forhold der vedrører kvinder stadigvæk pr automatik opfattes som inferiøre.

Summasummarum: Vælger man altid at blive på den traditionelle historieskrivnings smalle sti, er der meget, man ikke får at vide. Eller kun får at vide set med den dominerende selvforståelse eller magts øjne.

Kommentarer er lukket.