Lad os diskriminere i fred…

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 1

I den offentlige debat er det et udbredt synspunkt, at racisme ikke er et problem i Danmark. Hyggeracistisk insisteren på at bruge nedladende ord om minoriteter iscenesættes gerne som ytringsfrihed, humor eller islamkritik. Der er ikke meget, der kan få så mange op i det røde felt, som hvis man ødelægger festen ved at insistere på, at racisme ikke bare findes, men er et stigende problem.

Muligvis skyldes en del af modstanden en forvirring om definitioner. Og det er bestemt vigtigt at vide, hvad man taler om, hvis man vil tale ordentligt sammen. Heldigvis har Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) en enkel og anvendelig definition af, hvad racismebegrebet dækker i 2017. Racisme defineres som opfattelsen af at ’race’, hudfarve, sprog, religion, nationalitet, national eller etnisk oprindelse retfærdiggør foragt for en person eller en gruppe personer eller en følelse af overlegenhed hos en person eller en gruppe mennesker. Således defineres ’racediskrimination’ som ”…enhver forskelsbehandling på grund af ’race’, hudfarve, sprog, religion, nationalitet eller national eller etnisk oprindelse, som ikke er objektivt og rimeligt begrundet.” Selvom alle mennesker tilhører samme art, og racer ikke findes, fastholdes ordet ’race’ for at sikre, at mennesker der fejlagtigt opfattes som tilhørende en ’anden race’ ikke udelukkes fra den beskyttelse, som ydes ifølge lovgivningen.

ECRI er et uafhængigt organ, som er stiftet af Europarådet for at overvåge krænkelser af menneskerettigheder med relation til racisme og intolerance. Medlemmerne – som også er uafhængige – udpeges på baggrund af indsigt og ekspertise indenfor kommissionens områder. De forholder sig til omfattende skriftlig dokumentation fra både nationale og internationale kilder og aflægger derudover besøg, hvor de mødes med statslige og ikke-statslige grupper for at indhente detaljerede oplysninger om, hvordan det står til i de enkelte lande. I landerapporterne gennemgår ECRI forhold vedrørende racisme og intolerance i hver af Europarådets medlemsstater og fremsætter forslag om og henstillinger til håndtering af de problemer, der afdækkes.

Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) har netop publiceret sin femte rapport. Den er mildest talt ikke faldet i god jord hos hverken integrationsministeren eller dele af højrefløjen. Ministeren er fuld af den foragt, hun oftest møder alvorlig kritik med, mens andre bare beskylder kommissionen for at ideologisere.

ECRI’s henstillinger er ikke juridisk forpligtende, men skal gøre de enkelte lande bedre rustede til at følge de konventioner, de selv har underskrevet. Derfor er det naturligvis kutyme, at regeringer både lytter og bestræber sig på at forbedre dét, der bør forbedres. Sådan er det ikke i Danmark for øjeblikket. Inger Støjberg kom i stedet med følgende bastante udmelding til Ritzau:

”Vi kommer ikke til at ændre så meget som et komma på grund af komitéens anbefalinger. Jeg er lodret uenig i deres budskab, som er fuldstændig forfejlet. De sidder som konger uden land og kloger sig på, hvilken politik vi skal føre. Derfor kommer vi overhovedet ikke til at rette ind efter det.”

Går den, så går den synes at være regeringens mest slagkraftige motto for tiden. Det vidner om manglende respekt for konventioner, man selv har underskrevet og en næsten megaloman ideologisk selvtilstrækkelighed. Det er nok lettere at pege fingre af andre for at udviske egen diskriminerende agenda.

I rapporten henstilles blandt andet til, at Danmark skal opgive smykkeloven, lempe familiesammenføringsreglerne, afskaffe etnisk opdeling på uddannelsesinstitutioner og genoverveje den lave integrationsydelse. Det er alt sammen forhold, der er blevet skarpt kritiseret af menneskerettighedseksperter. Det er let at få den tanke, at Støjberg venter på, der falder domme ved menneskerettighedsdomstolen, før hun vil rette ind. Det giver i det mindste ekstra tid til at rasere og hyppe egne kartofler. Det er tåbeligt og det går ud over virkelige menneskers virkelige liv i mellemtiden.

ECRI-rapporten foreslår også, at myndighederne ”gør medierne opmærksomme på behovet for at sikre, at de ikke udsender oplysninger, der bidrager til at skabe fjendtlighed overfor medlemmer af grupper, der udsættes for hadefulde ytringer.” Medierne opfordres også til at ”diskutere det image, som de videreformidler til offentligheden af islam og de muslimske samfund.”

Støjberg er ikke den eneste, der ikke bryder sig om at blive mindet om, at Danmark indgår i en større sammenhæng, end hvad den nationale andedam kan præstere, og at det forpligter at være en del af et fællesskab. Debattør Mikkel Andersson synes ligesom ministeren at have misset, at det forpligter, når man underskriver konventioner, og at det ikke er lovligt at sætte dansk lovgivning over menneskerettighederne. Heller ikke selvom folkestemning og dominerende ideologi ser stort på grundlæggende rettigheder for bestemte grupper i samfundet. Det er jo i sagens natur for at undgå netop dét, at menneskerettighederne i sin tid blev udformet og gjort til lovgrundlag.

Så når Støjberg kalder en uafhængig kommissions for ’konger og dronninger’ og betragter de henstillinger, der udspringer af deres store arbejde for ’forfejlede’ og ligefrem erklærer sig ’lodret uenig’ udviser hun en uklædelig og foruroligende mangel på respekt for både viden og nogle af de måder, vi holder fortolkningen af internationale konventioner up to date. Mikkel Andersson iler til som støtte og kritiserer kommissionens henstillinger med henblik på forhold, der specifik handler om flygtninges rettigheder for at være “gennem-ideologiserede”.

Forfølger man Anderssons tanke, må ECRI’s ideologi i så fald være ligebehandling, antiracisme og anti-diskriminiation – præcis som det står i de konventioner, vi har underskrevet. Værdier som de fleste moderne demokratier bygger på. Det når næsten absurde højder af manglende indsigt, når Andersson fortsætter med en opregning af de konsekvenser, det kan få at følge rapportens henstillinger:

”(…) Hvis man skulle tage denne rapport alvorligt skulle Danmark altså afskaffe starthjælpen, revidere familiesammenføringsreglerne, indskrænke ytringsfriheden, indføre bestemte sprogpolitikker, yderligere ideologisere journaliststanden og ændre sin uddannelsespolitik. Langt de fleste ting politiske tiltag, der nyder bred folkelig og parlamentarisk opbakning.”

For at tage det sidste først (og se bort fra, at han ikke kan huske, at der ikke længere er noget, der hedder starthjælp): Så længe vi – og det synes at være de fleste danskere ønske – har underskrevet konventionerne, må de overholdes. Naturligvis vil der være områder, der kalder på fortolkning, men det kan aldrig betyde at noget, der er på kant med eller ligefrem krænker menneskerettighederne, kan gennemføres alene fordi, det nyder bred folkelig opbakning. Sådan fungerer det simpelthen ikke, og det tror jeg i grunden også de færreste ville ønske det gjorde. Og gudskelov for det. For historien har vist med al ønskelig tydelighed vist, at lader man det være op til folk og tilfældige ideologiske standpunkter at bestemme, om de stærke skal varetage de svages interesser, så bliver resultatet ofte ikke særlig smukt.

Som Støjbergs uvilje til at rette sig efter henstillinger foretaget på baggrund af viden og indsigt, viser Andersson samme manglende evne til at skelne mellem ideologisering og oplysning. At undervise i racisme er ikke at fratage mennesker muligheden for vedholdende at sprede tendentiøse, uunderbyggede og racistiske budskaber. Det giver dem alene mulighed for at vælge, fremfor blot at halse efter den hund, der for tiden glammer højest.

 

 

 

 

1 kommentar RSS

  1. Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen hos Berlingske: Lad os diskriminere i fred... | Ytringspligt.dk

    -

    […] Du kan læse ALMJ’s oprindelige blogindlæg her (link). […]

Kommentarer er lukket.