Støjbergs barnebrude

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

At det var ulovlig diskrimination, da integrationsministeren udstedte den instruks, der med øjeblikkelig virkning adskilte ægtepar på asylcentre, hvor den ene part var under 18 år, var til at få øje på. Når danske unge med deres forældres tilladelse må gifte sig fra samme alder, var det absurd lave et haste-indgreb rettet mod flygtninge. Det var i forvejen ulovligt for ægtepar, hvor den ene part var under den seksuelle lavalder at bo sammen på danske asylcentre. Resten havde hidtil beroet på en individuel vurdering. De unge havde – som børnekonventionen understreger – også ret til at blive hørt.

Naturligvis er der i Danmark ingen, der med systemets velsignelse skal bo sammen med en ægtefælle mod deres vilje, ligesom ingen skal udsættes for vold eller tvang. Men instruksen fratog paradoksalt nok de ansatte på asylcentrene, der havde indblik i de enkelte unge pars liv og omstændigheder, muligheden for at gribe ind ved mistanke om, at noget ikke var som det skulle være. Har de unge først fået asyl og er flyttet ud i kommunerne, lever de som alle andre under eget tag, og der vil det være op til de unge kvinder selv, at sætte sig ind i rettigheder og hjælpeforanstaltninger.

Den altid ubehøvlede Naser Khader benyttede sig af muligheden for at kalde dem, der kritiserede straks-indgrebet for pædofili-tilhængere og barnebrudsforkæmpere. Så var linjen lagt. Støjberg brugte også selv udtrykket barnebrude og fastholdt, at hun ikke ville acceptere, at mindreårige boede sammen med granvoksne ægtefæller på asylcentrene. Ordet barnebrud var strategisk sat i søen og vuggede helt ind på Integrationsministeriets hjemmeside, hvor man kunne læse følgende overskrift: Inger Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre.

Fulgte man den offentlige debat lod det til, at det var noget, folk kunne forstå. En handlekraftig minister og galopperende fantasier om midaldrende mænd i seng med små piger, fik kloakken til at gå over alle bredder. Gjorde man sig den umage at undersøge sagen nærmere, var billedet naturligvis mere nuanceret. De fleste af brudene var 16 eller 17 år gamle. Af de 34 mænd var 32 i tyverne. De øvrige to var hhv 30 og 32 år gamle. De meget få piger der kun var 14 år var – som loven i forvejen tilsagde – allerede blevet adskilt fra deres ægtefæller. Ombudsmanden var enig i kritikken. I februar skrev han i sin redegørelse, at indgrebet var klart ulovligt. Støjberg fastholdt at der var tale om piger gift med “væsentlig ældre mænd,” men blev nødt til at rette ind.

Voldtægtsfantasien med den gamle og de purunge blev hængende som en efterdunst. Som en slags propagandahyl om at venstrefløjen og menneskerettighedsforkæmpere i virkeligheden var perverst ligeglade med de urimeligheder kvinder med anden kulturel baggrund udsættes for. Det er ellers let for de fleste at blive enige om, at tvangsægteskaber er noget fanden har skabt. Alle bør vælge deres egen ægtefælle og helst vente med at blive gift og få børn til de er rigtig voksne. Men logikken kan ikke bevidstløst vendes om. Det forholder sig naturligvis ikke sådan, at alle der bliver gift meget unge er underlagt tvang og udsat for overgreb. Og selvom man i mange henseender ikke kan sammenligne danske unge med unge på flugt, skal de stadigvæk have samme rettigheder og behandles med samme respekt.

I dansk lovgivning blev den diskriminerende særregel en skamplet, der hurtig blev fjernet. For de flygtninge, der blev berørt, var det endnu et traume og endnu en skræk i livet. I dag kan Politiken fortælle, at ministeren efter alt at dømme selv har handlet direkte ulovligt, da hun i sin iver efter at ramme de unge par snedkererede sit straksindgreb. Trods advarsler fra embedsmænd fjernede hun et afgørende juridisk forbehold om, at parrene skulle vurderes individuelt. Embedsmændene skal efter sigende klokkeklart have advaret Støjberg om, at det ville være i modstrid med loven at adskille de unge uden at foretage individuel vurdering. Hun blev gjort opmærksom på Danmarks menneskeretslige forpligtelser – som skal overholdes i dansk lov. Det er slemt nok at udsende en ulovlig instruks. At gøre det efter at være blevet advaret direkte af embedsmænd i både integrations- og justitsministeriet er ifølge lektor i forvaltningsret Sten Bønsing ved Aalborg Universitet en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Det betyder, at der principielt kan rejses rigsretssag mod ministeren. Støjberg påstår, at hun har fået at vide af sine embedsmænd, at instruksen var i orden og henholder sig til, at jura ikke er ”en eksakt videnskab”. Topembedsmændene og –kvinderne forholder sig tavse. Det kan de forhåbentlig ikke blive ved med.

Det er nu, slaget skal stå. Det er nu, den danske befolkning får at se, om det står så grelt til, som nogle af os frygter. Om ministre kan blive ved med at lægge ansvaret fra sig, om de uden videre konsekvenser kan slippe af sted med hvad som helst, hvis de er dygtige nok til at vildelede befolkningen med fordomme og fremmedhad. Det er nu, vi skal se om ideologi virkelig står over retssikkerhed, om ulovligheder kan få lov til at passere, hvis de understøtter en ministers personlige fornemmelser og hendes baglands ideologiske korstog. Heldigvis har flere partier reageret prompte og vil kalde ministeren i samråd. Andre foreslår en undersøgelses-kommission. DF toner skræmmende rent flag og bakker op om ulovlighederne. Så længe det kun er de fremmede, det går ud over, generer det dem tilsyneladende ikke, at en minister bryder loven. Måske skulle samrådet følges op af undervisning i demokratiets grundprincipper og et obligatorisk kursus i etik for folketingets medlemmer.

 

 

Kommentarer er lukket.