Kriminalitet blandt efterkommere

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 2

Danmarks Statistik har for tiende år udgivet en publikation om indvandrere i Danmark.

Hensigten er at give et billede af indvandrere og efterkommeres stilling i det danske samfund. Især oplysninger om kriminalitet har forståeligt trukket overskrifter, omend rapporten giver indblik i andre – og langt mere positive – forhold, der også burde vække opsigt. F. eks er andelen af 22-årige efterkommere, der er i gang med en uddannelse steget kraftigt. Flest kvinder er under uddannelse, og der er ingen forskel på, om de har dansk eller ikke-dansk oprindelse: 63% af de unge kvinder var under uddannelse i 2016. Tallet forventes at stige.

82% af al kriminalitet i Danmark begås af personer med dansk oprindelse. Indvandrere og efterkommere fra vestlige lande begår 4 % af kriminaliteten, mens indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande står for 14 %. Man ved, at kriminaliteten generelt er højest for mennesker med dårlige socio-økonomiske kår. Når man tager højde for, at en større del af indvandrere og efterkommere er økonomisk og socialt ringere stillet end andre, viser statistikken stadigvæk, at kriminalitet blandt mandlige indvandrere er noget højere end blandt mænd med dansk oprindelse. Mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund har en overhyppighed for kriminalitet på omkring 140 %. De er også overrepræsenterede, når det gælder overtrædelse af straffeloven. Det er et rigtig stort problem.

Det er intet, der retfærdiggør denne overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. Ethvert menneske må stå til ansvar for egne handlinger. Det ændrer dog ikke på, at man som samfund gør klogt i at sætte effektivt ind. Ifølge en rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor fra 2015, tyder intet på, at højere og hårdere straffe virker. Det gør resocialiserende tiltag og den rette forebyggelsesindsats derimod.

Interesserer vi os for løsninger, må vi lytte til eksperter og aktører. SFI har lavet en undersøgelse, der viser, hvad der hhv øger risikoen for og beskytter mod, at børn bliver kriminelle voksne. At have forældre der har fået en dom eller har folkeskolens afgangseksamen som højeste uddannelse er faktorer, som øger risikoen. Noget af det, der beskytter mest mod at blive kriminel er, at børn er glade for deres liv.

Forebyggelse skal prioriteres. Det samme skal indsatsen for sårbare børn. Diskriminerende udsagn om, at en bestemt kulturel baggrund i særlig grad fremelsker kriminalitet forplumrer debatten og bidrager til marginalisering. Nogen bruger statistikken til at skamride en indvandringsfjendsk kæphest, andre vægrer sig mod at beskæftige sig med den af frygt for at kaste benzin på bålet. Tavshed duer ikke. Selvfølgelig skal vi tale om problemer. Kun sådan kan vi finde løsninger. Menneskelivet er komplekst. Så lad os søge tilsvarende komplekse løsninger og forklaringer i stedet for at forfalde til berøringsangst eller fordomme.

Den mest kriminelle gruppe i Danmark var i 2015 mænd mellem 20 og 24 år, som er efterkommere af ikke-vestlige indvandrere. Men selv for denne gruppe er der stadigvæk omkring 92 % der i 2015 ikke er kriminelle. Blandt mænd i samme alder med dansk oprindelse er det 97 %. Man ved, at unge mænd begår mest kriminalitet. Derfor er de i højere grad i politiets søgelys. Er man ung og efterkommer, er man endnu mere i fokus, ligesom risikoen for at man pågribes øges. Det er en selvforstærkende spiral. (Det er et internationalt kendt fænomen, der er vanskeligt at sætte præcise tal på. I USA diskuteres det heftigt og vil man vide mere om hudfarve-ulighed i amerikansk kontekst vil jeg varmt anbefale Ava DuVernay’s uhyggelige og oplysende dokumentar 13TH.)

De 92% ikke-kriminelle i 2015 udgør langt de fleste af de unge mandlige efterkommere. Samtidig er den mest kriminelle gruppe unge født og opvokset i Danmark. Det er altså vores egne unge, som kommer på afveje. At være glad for sin tilværelse beskytter mod kriminalitet. Lur mig om følelsen af at blive marginaliseret i eget land på grund af religion eller hudfarve ikke trækker den anden vej. Oplever man samtidig, at følelsen af at være ekskluderet og stigmatiseret understøttes af politikeres larmende retorik, bliver det lettere at vende samfundet ryggen.

 

2 kommentarer RSS

  1. Af Marstrand-Jørgensen afdramatiserer udlændinges kriminalitet | Kulturkamp

    -

    […] Lise Marstrand-Jørgensen har i gårsdagens indlæg ret i, at alle udlændinge (i det følgende: ikke-vestlige indvandrere og efterkommere) i Danmark […]

  2. Af Jan Sørensen

    -

    Ang. “socio-økonomiske” forhold, så er det MEGET pudsigt, at det ALTID anvendes ifm. indvandring fra MENAP-lande!!! Skal vi prøve at se hvordan europæere/hvide klarer den, MEGET sært at en HVID ghetto så ikke “kriminaliseres”??? Og sådan lige et blik på realiteterne i USA, hvilken vej “racismen” VIRKELIGT vender: Citat: ” Interracial crime
    In 2013, of the approximately 660,000 crimes of interracial violence that involved blacks and whites, blacks were the perpetrators 85 percent of the time. This meant a black person was 27 times more likely to attack a white person than vice versa. A Hispanic was eight times more likely to attack a white person than vice versa.” Lidt om en ghetto, som ifølge pladderhumanstisk logik (eller mangel på samme!) burde være dybt kriminaliseret!!!! http://newobserveronline.com/americas-poorest-white-town-proves-link-race-crime/

Kommentarer er lukket.