Lange agurker

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Det er sommer, folketinget holder ferie, mens verden er døgnåben. Herhjemme vokser agurkerne sig urimeligt lange, når debattører konkurrerer om, hvor småt det kan blive. Hos mange politikere er navlepilleriet for længst erstattet af graveri: Vi skal længere ind. Der ind hvor mave-fornemmelser og personlige fordomme skygger for udsynet.

I denne sommer forarges vi af, hvem der vasker hvis underbukser, eller hvem der får børn med (eller uden) hvem. Det er, hvad det er, og det gør ofte hverken rigtig ondt eller rigtig godt. De fleste ved jo nok, at mennesker indretter sig som de gør af mange grunde: Nødvendighed, tilbøjelighed eller ren og skær tilfældighed blandt andet. Vi ved godt, at enlige mødre kan være de sejeste i verden. Eller de værste. Præcis ligesom alle andre forældre af alle køn i alle tænkelige konstellationer kan. Mange har fattet, at nutiden er ankommet, og at kernefamilier og hetero-hype godt kan give kvælningsfornemmelser og ikke pr automatik stiller børn bedre.

Særlig slemt er det med tonedøve ævle-bævle-viser om, at noget skal være forbudt, fordi en eller anden politiker får strithår ved tanken. Eller når lødig kritik mødes af nedværdigende motivforskning og reel udskamning. Det er menneske mod menneske, ikke synspunkt mod synspunkt.

Kan man f. eks kalde en anden ”uhæmmet medie-liderlig” eller ude efter ”brownie-points” har man i egoets uargumenterede tidsalder sit på det tørre. For det man siger, er man i hvert fald ikke selv. Enhver kan uimodsagt holde sig på mavefornemmelsernes og fordømmelsens hjemmebane, for der kræves ingen konsistens, kun løse påstande. Man må f. eks gerne udråbe sig selv som ekspert i krænkelser, mens man krænker andre. Pudse sin lighedselskende glorie for at bestemme over andres valg af beklædning. Kalde sig tilhænger af det moderne demokrati og anfægte religionsfriheden for folk, der tror noget andet end en selv. Være statsuddannet kristendomsforkynder og samtidig mene, at bederum er noget Fanden har skabt.

Populisme og direkte løgnagtighed pakkes ind som postuleret interesse for kvindesag og ligestilling, hver gang det handler om kvinder med minoritetsbaggrund. Drejer det sig derimod om f. eks psykologbehandling til voldsramte kvinder, flygtningekvinders adgang til familiesammenføring med børn i krigszoner, at sikre at enlige reformramte mødre kan forsørge deres børn eller blot ligeløn i al almindelighed, synes interessen for feminisme at fordampe lige så hurtigt, som den opstod ved synet af en flig af en brun kvindes niqab. Vil minoritetskvinder bestemme over egen krop og påklædning er de undertrykte. Vil unge mennesker høres, før de skilles ad, er de hjernevaskede. Vil reformramte have lov til at tale om hvor hårdhændet livet behandler dem, er de dovne og svage.

Mavefornemmelserne og det skråsikre ego, er vor tids mest slagkraftige spin og politikeres forsøg på tragisk-jovialt at fiske stemmer hos dem, der helst skal tænke: Han er en af os.

Men ved I hvad? Den politiker og debattør, der hårdhændet navigerer efter egne mavefornemmelser er ofte en uvederhæftig værdikæmper, der ikke vil tone rent flag. Der hellere vil tale pseudo-moderne jeg-føler-derfor-har-jeg-ret-sprog, end han vil sige højt, at han i virkeligheden er fortaler for anti-liberale principper og værdier, der er vanskelige at forene med et moderne demokrati med retssikkerhed, religionsfrihed og lighed for loven i højsædet.

Det er præcis som modgift mod flygtige mavefornemmelser og moral-politiets skiftende ansatte, at vi har besluttet os for at læne os op af fælles spilleregler. Mest grundlæggende har vi besluttet at bygge vores samfund på en antagelse om, at alle er født lige, og at der derfor bør være ens regler for alle individer i et demokratisk samfund. At alle er lige meget værd og bør have grundlæggende rettigheder, at alle har krav på respektfuld og værdig behandling. At alle ved deres fulde fem må anses for værende lige meget i stand til at træffe personlige valg, så længe de valg ikke i nævneværdig grad er til skade for andre eller for en selv.

Hvad angår de små-irriterende agurketidsdebattører, kan man med fordel vende det døve øre til. Når det derimod kommer til dem, der æder af demokratiets rødder og iscenesætter det som den pure fornuft, må vi være på vagt. Uanset årstid.

Kommentarer er lukket.