Ingen løsninger fra højrefløjen

Af Anne Lise Marstrand-Jørgensen 0

Merete Pryds Helle opfordrer til venstrefløjshumanister til at komme ud af komfortzonen og give højrefløjens indvandringskritiske røster kamp til stregen, Mikkel Andersson giver igen på sin blog: Disse humanisters problem er ikke tavshed, men at de har marginaliseret og latterliggjort sig selv ved at tale om tonen i debatten i stedet for at komme med svar på de udfordringer, som indvandring skaber.

Andersson har ret i noget: Humanisterne – i denne sammenhæng snævert forstået dem, der tager afstand fra højrefløjens indvandringskritiske stemmer – er kommet i mindretal. Grunden til at én fløj taber terræn, skyldes imidlertid ikke altid dovenskab eller manglende evner. Strømninger kommer og går; politisk rådvildhed og bestemte økonomiske betingelser er også tidligere blevet mødt af populistisk opblomstring. At reducere det til et spørgsmål om manglende løsningsforslag fra venstrefløjen, er at overse det komplekse net af faktorer, der betinger samfundsudvikling.

Når Andersson latterliggør forestillingen om, at et kerneproblem i indvandringsdebatten er den grove tone, har også han delvis ret. At tale pænt vil naturligvis ikke løse alle integrations-udfordringer og flygtningekriser i verden. På den anden side er det akkurat lige så naivt at lade som om tonen er konsekvensen af en objektiv virkelighed. Forråelse og forsimpling er – ikke mindst når det drejer sig om minoriteter og ’fremmede’ – populismens taktik. Og uanset hvad man mener om hønen og ægget, er det et problem for den frie demokratiske debat, at troldene sidder på lur med usynlighedskapper bag skærmene.

Der er en lavineeffekt i ekstreme holdninger: De mere ekstreme trækker de mindre ekstreme med sig i larm og skrål. Strategien er vel at tryne oppositionen. Og eftersom man f. eks ikke kan smide folk i fængsel for at udøve deres grundlovssikrede ret til at ytre sig og demonstrere, må man i stedet ty til udskamning og dæmonisering.

At påstå at humanisternes marginaliserede position skyldes manglende svar på indvandringens udfordringer er et fjollet ikke-argument fra en højrefløj, der ikke just har udmærket sig ved konstruktive, visionære eller blot holdbare løsninger, når det handler om flygtningekrise og integrationsspørgsmål.

Jovist, er det et bud på en løsning at lukke grænserne og forvise problemet til politisk ustabile lande udenfor Europa. Lande, der i forvejen er ved at segne under opgaven med at huse størsteparten af verdens flygtninge (86%). Jovist, er det et bud at ville omdirigere bistandskroner til nærområderne, men så længe vilkårene i disse områder ikke tages alvorligt og den økonomiske støtte er utilstrækkelig, synes dette bud reduceret til automat-reaktion snarere end seriøst løsningsforslag. Og jovist, er det et bud at indgå samarbejde med lande som f. eks Tyrkiet og Libyen, der ser stort på menneskerettighederne, når man for enhver pris vil holde flygtninge ude. Det er bestemt også et bud, at suspendere modtagelsen af kvoteflygtninge eller at nægte at tage ansvar for konsekvensen af egen udenrigspolitik. Eller offentligt at drømme om ikke at være forpligtet af menneskerettighedskonventioner og uden tøven at kunne sende mennesker tilbage til døden. Bedøvede, om nødvendigt. Og jo, det er et bud, at ville forbyde alt fra muslimske friskoler, til kvindesvømning, valgfrihed i hvad man giver sine børn at spise, bede-rum og bestemte beklædningsgenstande. Det er ganske vist bud, som går imod alle anbefalinger fra eksperter i sikkerhed, terrorbekæmpelse, flygtninge og marginalisering, men bud dét er det.

Læg dertil løsgående missiler fra højrefløjspolitikeres og rabiate debattører om, hvordan afviste asylansøgere bør behandles, at islam skal forbydes, at alle former for muslimsk indvandring skal nægtes, at islam i alle dens mangfoldige former er at sammenligne med en af de mest bestialske ideologier, at asylansøgere er griske, voldtægtsmænd og potentielle terrorister. Billedet står skarpt: Det synes vigtigere at dæmonisere uhomogene befolkningsgrupper og spille hård hund, end det er at finde holdbare løsninger – menneskeligt såvel som økonomisk.

At sige, som Andersson gør, at EU er ’horribelt inkompetent’ til at tackle udfordringer med flygtningestrømme er heller ikke at fremsætte en løsning. Det er blot at registrere status quo. Leder man derimod efter ægte løsninger er der flere bud. De involverer alle en vis grad af solidaritet på tværs af landegrænser. Problemerne kan efter al sandsynlighed løses, og når højrefløjen fejer forslagene af banen, er det ikke med andre nytænkende idéer. Det er tværtimod ofte med det argument, at der ikke er folkelig opbakning til fælles løsninger. Selvom en af grundene til den manglende folkelige opbakning er målrettet fejlinformation og propaganda. Det er ikke at tage almindlige menneskers bekymringer alvorligt. Det er at undlade at tage ansvar.

For det er og bliver ikke bæredygtigt at sende mennesker tilbage til død og ødelæggelse. At se passivt til mens børn og voksne drukner. At lade andre leve i fattigdom og elendighed eller interneret i lejre under forhold, man ikke ville ønske for sine nære. Det er ikke bæredygtigt. Det er inhumant. Og manglende samarbejde og solide strategier i nærområderne resulterer både i tabte generationer, mere uro og gyldne dage for menneskesmuglerne. I modsætning til hvad indvandrerkritiske stemmer gerne vil have os til at tro, skyldes flugt nemlig oftere forhold i hjemlandet end det liv, man håber at få i Vesten.

Hvad angår udfordringer med integration er det lige så absurd at påstå, at integration er umulig, som det er naivt at mene, at kulturmøder altid foregår uden gnidninger. Enhver må se vanskelighederne i øjnene, så nøgternt og objektivt som muligt. Men det sker ikke ved at forfalde til karikeret enten-eller -tænkning.

Der foregår ting i en minoritet af minoriteten, som ikke burde ske i Danmark: Social kontrol, mangelfuld skolegang hos unge født i Danmark, genopdragelsesrejser mod unges vilje, kriminalitet, ekstremisme og rekruttering til radikaliserede miljøer. Det er et problem, som der skal sættes ind overfor. Det gøres bedst af mennesker, der ved noget – forstår hvad der foregår, og hvad der virker. At møde almindelige, ikke-kriminelle minoritets-borgere med mistro, paranoia og et budskab om, at de aldrig kan gøre det godt nok er direkte kontraproduktivt.

Det er også et problem, når efterkommere af flygtninge og indvandrere er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, ligesom det er foruroligende at mange står udenfor arbejdsmarkedet. Men det er groft manipulerende, at få det til at se ud som om alt er tabt. Af den mest kriminelle årgang unge efterkommere var der i 2015 trods alt 92 % der ikke va kriminelle (mod 97 % blandt gammeldanskere). Og blandt 20-årige piger er lige så mange med ikke-vestlige rødder som danske under uddannelse.

Virkelige bud på løsninger af reelle problemer er blandt andet at sikre adgang til praktik- og lære-pladser og udnytte flersprogs-ressourcer. Vi må sørge for ordentlig normeringer i daginstitutionerne, sikre at alle børn har adgang til ordentlig undervisning, satse på uddannelse, oplyse om basale rettigheder, modvirke tvang af enhver art og dæmpe irrationel frygt i alle lejre. Vi må sørge for ordentlig sprogundervisning til flygtninge, seriøse praktikpladser og ikke tolerere at der skabes en ny fattig underklasse iblandt os. Vil vi problemerne til livs må vi se på, hvad der virker i stedet for at tosse rundt som opblæste værdikrigere. Ellers er videnssamfundet da først helt til grin.

Så lad os endelig tale om ægte løsninger i stedet for at male vinduerne sorte og Fanden på væggen. Mit bud er, at viljen til at fremsætte reelle forslag hos den indvandringskritiske højrefløj er cirka lig nul. Det er bekvemt at finde et fjendebillede, når man har bygget et alter af spareknive. Ypperstepræsterne er levebrøds-politikere uden respekt for lov og retssamfund. Intet for helligt til at blive ofret: Velfærd, sygehuse, psykiatri, ældrepleje, uddannelser, børn, sammenhold, dem der i forvejen har for lidt. Måske kan vi også engang komme til at tale om det.

 

 

Kommentarer er lukket.